Jeg synes at det var en rigtig tilfredsstillende generalforsamling.
Peter formand kom først med et indlæg jeg ikke forstod mig ret meget på, men efterhånden som vi fik tunet os ind med sigtekornet, viste det sig at hvad der for mig var mest givtigt, var en drøftelse af hvordan vi bliver mere levende at se på for vores publikummer, de få gange vi har nogle sådanne.
I virkeligheden er vi som oftest nogle døde sild at stå foran for Ulla, selv når vi afholder prøver og øver fordi vi har papirerne oppe tæt foran næsen.
Jeg kan godt forstå at det må være lidt af dødens pølse hvis vi alle, ubevægeligt og med éenstonige monotone stemmer står og bræger ind i et stykke papir, mens Ulla, undertiden aldeles forgæves, forsøger at få nogen dynamik ind i det hele. Altså med ganske svag styrke for så at kunne gi’ den éen over nakken når teksten er til det.

Hvis vi står og glor ned i papiret og kun ser nakken af den foranstående når vi kigger op, netop skjulte for Ulla’s olme blikke, opdager vi heller ikke at vi faktiskt kan få nogen hjælp til ikke at virke døde i sværene.
Jeg evner simpelthen ikke at lære teksterne udenad. Nogle gav udtryk for at det var de vises sten og løsningen på alle problemer hvis vi alle blot gider lære teksterne uden ad. Jeg vil gerne påtage mig at synge „Ole’s nye autobil – … tøf, tøf vé’ du ha’ en bøf” mens i alle synger noget helt andet. Eller „I Nørregade, der bor en bager”. For dem kan jeg udenad. Blot tror jeg at i vil betakke jer for at jeg demonstrerer mine færdigheder samtidigt med i jeres.

Jeg vil hellere ha’ at Ulla f.eks., når der ingen kontakt er mellem hende og mig, at hun så lige siger:„Thorsten,- leger vi skjul eller hva’ ? – eller er vi her sammen for at finde ud af noget i fællesskab?”

Jeg véed godt at jeg vil blive flov. Men det kan alligevel ikke, i enhver situation, afholde mig fra at falde i staver, fintænke, bare blive indadvendt og uopmærksom og stå og læse op af tekstarket med dette helt oppe foran næsen.

Hvis ikke Ulla bli’r træt af at skulle sige det samme og det samme, vil jeg heller ikke blive træt af at blive skammet ud. Men jeg tror at det idelige vedligehold af flovheden sikkert nok vil begrænse perioderne hvor jeg tror jeg synger alene og derfor totalt ude af tridt med jer andre og ihvertfald aldeles uafhængigt.

Jeg håber at de der ligesom mig, ikke er i stand til at gøre dem uafhængige af papirerne, ligesom jeg har givet mig et forsæt, uafladeligt vil forsøge at kompensere for dette handicap. Og så steppe lidt, svinge med bagdelen og så se ud som om det er rart at synge, også selvom der overhovedet ingen andre en Ulla der er til at lægge mærke til om jeg ser sur og vrissen ud eller om jeg forsøger at smile og vise en smule livsglæde. „Fake it till You make it” som man siger når man er så højr…. at man ikke behøver at stå på tæer. Stå på tæer alligevel.

Kærlig hilsen fra Kate og alle vores medarbejdere.

De kærligste hilsner til jer allesammen og på gensyn
Thorsten

Velkommen hjem fra ferie og tak for din ros. Og en speciel tak fordi du straks ser en mulighed for at dele dine blomster med os via korets blog. Det går lige ind!